Retsgrundlag
Eneforhandleraftaler er i modsætning til handelsagentaftaler ikke direkte reguleret i EU-retten, og med undtagelse af Belgien, ses der heller ikke at være vedtaget love i EU-medlemsstaterne, som direkte omfatter eneforhandlere. Som udgangspunkt er eneforhandleraftaler inden for EU således alene underlagt de begrænsninger i aftalefriheden, som det retssystem aftalen er reguleret af, foreskriver. Der kan være forskelle på graden af aftalefrihed i de forskellige EU-lande, og det anbefales derfor særligt i relation til eneforhandleraftaler at aftale lovvalg og værneting i kontrakten, så hele eller dele af aftalen ikke senere ”overraskende” bliver tilsidesat, fordi den er i strid med nationale lovregler.
EU-konkurrenceret
EU-konkurrenceretten regulerer i et vist omfang eneforhandleraftaler, hvis eneforhandleraftalen har fælleskabsdimension. Ifølge Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) art. 101 er alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis (karteldannelse), der kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne, og som har til formål eller følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, uforenelige med det indre marked, og forbudt.
Som udgangspunkt vil eneforhandleraftaler derfor være i strid med TEUF art. 101, da der lægges bånd på både producenten og eneforhandlerens handlemuligheder. Producenten må som udgangspunkt ikke udpege andre forhandlere, og eneforhandleren påtager sig typisk ikke at forhandle konkurrerende produkter.
Kommissionen har imidlertid i gruppefritagelsesforordning (EF) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis i et vist omfang fritaget eneforhandleraftaler fra forbuddet i TEUF art. 101, stk. 1. Hvis eneforhandleraftalen opfylder betingelserne i forordningen, vil aftalen automatisk være fritaget for forbuddet. Hvis dette ikke er tilfældet, kan eneforhandleren eller producenten søge om individuel fritagelse. EU-Kommissionen har i meddelelse af 10. maj 2010 vedtaget Retningslinjer for vertikale begrænsninger, som vejleder om Kommissionens holdning til anvendelsen af gruppefritagelsesforordningen.
Gruppefritagelsesforordningen fremsætter en række krav, der skal være opfyldt, for at en konkret eneforhandleraftale er undtaget fra forbuddet i TEUF art. 101. Det første krav er, at aftalen ikke må indebære nogen af de alvorlige begrænsninger, der beskrives i gruppefritagelsesforordningen. Det andet krav fastsætter en markedandelstærskel på 30 % for både leverandører og eneforhandler, og som det tredje, stiller gruppefritagelsesforordningen en række betingelser vedrørende tre specifikke begrænsninger.
Den første alvorlige begrænsning vedrører bindende videresalgspriser: Leverandørerne må ikke fastsætte den (minimums)pris, til hvilken eneforhandleren kan videresælge sine produkter. Den anden alvorlige begrænsning vedrører begrænsninger vedrørende det område eller de kunder, som eneforhandleren må sælge til. Denne alvorlige begrænsning vedrører markedsopdeling efter område eller kundegrupper. Eneforhandlere skal frit kunne afgøre, hvor og til hvem, de ønsker at sælge. Gruppefritagelsesforordningen indeholder undtagelser til denne regel, der for eksempel kan give virksomheder lov til at drive et eksklusivt eller et selektivt distributionssystem. Den tredje og fjerde alvorlige begrænsning vedrører selektiv distribution. For det første kan eneforhandlere, som er underlagt forbud mod at sælge til uautoriserede forhandlere, ikke pålægges begrænsninger for, hvilke slutbrugere de ønsker at sælge til. Den femte alvorlige begrænsning vedrører levering af reservedele: En aftale mellem en producent af reservedele og en eneforhandler, der integrerer delene i sine egne produkter, må ikke hindre eller begrænse producentens salg af disse dele til slutbrugere, uafhængige værksteder eller serviceleverandører.
En eneforhandleraftale er omfattet af gruppefritagelsesforordningen, hvis både leverandør og eneforhandler af en vare eller tjenesteydelse ikke har en markedsandel, der overstiger 30 %. For leverandøren ser man på markedsandelen på det relevante leverancemarked, dvs. det marked, hvor leverandøren sælger de varer eller tjenesteydelser, der er genstand for anvendelse af gruppefritagelsen. For eneforhandleren ser man på markedsandelen på det relevante indkøbsmarked, dvs. det marked, hvor eneforhandleren indkøber de varer eller tjenesteydelser, der er genstand for anvendelse af gruppefritagelsen.
Gruppefritagelsesforordningen finder anvendelse på alle vertikale begrænsninger undtaget ovennævnte alvorlige begrænsninger. Den indeholder herudover konkrete betingelser vedrørende tre vertikale begrænsninger:
- konkurrenceklausuler i kontraktens løbetid
- konkurrenceklausuler efter kontraktens udløb
- udelukkelse af specifikke mærker i et selektivt distributionssystem.
Når betingelserne ikke er opfyldt, falder disse vertikale begrænsninger uden for fritagelsen ifølge gruppefritagelsesforordningen. Gruppefritagelsesforordningen vil dog fortsat være gældende for den resterende del af eneforhandleraftalen, hvis den del kan adskilles fra de vertikale begrænsninger, der ikke er omfattet af fritagelsen.
Eneforhandleraftaler kan ligeledes være omfattet af forbuddet mod misbrug af dominerende stilling i TEUF art. 102, men det fordrer, at eneforhandleren og producenten har markedsandele på mere end 40-50 %.