Retsgrundlaget
Handelsagenters retstilling i den Europæiske Union er reguleret i EU-Rådets direktiv 86/653/EØF om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter. Der er tale om et minimumsdirektiv, som fastsætter de nedre grænser for beskyttelse af handelsagenter i EU. Medlemsstaterne er forpligtet til at håndhæve direktivets regler, og EU-domstolen kan spørges til råds af de enkelte landes domstole om fortolkningen af direktivet.
Hensigten med direktivet er at skabe ensartede samhandelsbetingelser på det indre marked, fremme samhandelen og sikre handelsagenter et minimum af beskyttelse.
Erstatning og godtgørelse
I henhold til handelsagentdirektivets artikel 17 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at handelsagenten ved kontraktforholdets ophør får godtgørelse eller skadeserstatning. Artikel 17 udgør et kompromis mellem medlemsstaterne. Det blev derfor vedtaget, at give medlemsstaterne valget mellem godtgørelses- og skadeserstatningsordningen.
De to ordninger
Godtgørelsesordningen (den tyske løsning)
Under godtgørelsesordningen har agenten efter kontraktforholdets ophør ret til en godtgørelse, såfremt og i det omfang han har skaffet agenturgiveren nye kunder eller i betydeligt omfang har øget forretningerne med den bestående kundekreds, og forretningsforbindelserne med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele efter kontraktforholdets ophør.
Godtgørelsen skal være rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig handelsagentens tab af provision af forretninger med disse kunder.
Endelig er der i direktivet fastsat et loft for godtgørelsen svarende til en årlig godtgørelse, der beregnes på grundlag af handelsagentens gennemsnitlige årlige vederlag i de sidste fem år, og hvis kontrakten er indgået for mindre end fem år siden, beregnes godtgørelsen på grundlag af det gennemsnitlige vederlag i perioden.
Godtgørelsen er udtryk for de fordele, som agenturgiveren fortsat har som følge af handelsagentens indsats. Handelsagenten har imidlertid kun modtaget provision i kontraktperioden, hvilket normalt ikke afspejler den goodwill, der er skabt til fordel for agenturgiveren. Dette forklarer, hvorfor en godtgørelse for goodwill er kommercielt begrundet. Godtgørelse skal kun udbetales, hvis handelsagenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller øget forretningerne med den bestående kundekreds. Er der ikke skabt goodwill, eller kan agenturgiveren ikke drage fordel af kundekredsen, skal der ikke udbetales godtgørelse. Agenturgiveren bør derfor ikke tvinges til at betale et urimeligt stort godtgørelsesbeløb.
Godtgørelsesordningen blev udformet på grundlag af artikel 89b i den tyske handelslov, som siden 1953 har indeholdt en bestemmelse om udbetaling af godtgørelse for goodwill og derfor ligget til grund for omfattende retspraksis for så vidt angår beregningen af godtgørelsen. Denne retspraksis og sædvane skulle være en værdifuld hjælp for domstolene i de øvrige medlemsstater i deres fortolkning af direktivets artikel 17, stk. 2.
Selve beregningen af godtgørelsen foretages som følger:
Provision på nye kunder og/eller aktiverede kunder i de seneste 12 måneder af agenturet 50 000 EURO
Forventet varighed af fordelene er tre år ved et gennemsnitligt migrationstal på 20%
Første år 50 000-10 000 = 40 000 EURO
Andet år 40 000-8 000 = 32 000 EURO
Tredje år 32 000-6 400 = 25 600 EURO
Provisionstab i alt 97 600 EURO
Korrektion til øjeblikkelig værdi f.eks. 10 %.
Tallet svarer til den egentlige godtgørelse 87 840 EURO
Tallet korrigeres eventuelt med hensyn til rimelighed.
Der korrigeres en sidste gang, hvis beløbet overskrider loftet i direktivets artikel 17, stk. 2, litra b).
I henhold til artikel 17, stk. 2, litra c), er ydelse af godtgørelsen ikke til hinder for, at agenten kan påberåbe sig skadeserstatning. Bestemmelsen vedrører situationer, hvor handelsagenten i henhold til national lovgivning er berettiget til at søge skadeserstatning for aftalebrud eller manglende overholdelse af det opsigelsesvarsel, der er foreskrevet i direktivet.
Skadeserstatningsordningen (den franske løsning)
I henhold til direktivets artikel 17, stk. 3, har handelsagenten ret til erstatning for den skade, som ophøret af hans forhold til agenturgiveren forvolder ham. Sådan skade opstår hovedsagelig, når kontrakten ophører under omstændigheder, der berøver handelsagenten provisionsbeløb, som ville have tilkommet ham i tilfælde af normal opfyldelse af kontrakten, samtidig med at agenturgiveren opnår væsentlig fordel af handelsagentens indsats; og/eller under omstændigheder, hvor handelsagenten ikke har kunnet afskrive de omkostninger og udgifter, som han efter henstilling fra agenturgiveren har afholdt med henblik på opfyldelse af kontrakten.
Der er ikke noget loft for skadeserstatninger.
Skadeserstatningsordningen baseredes på fransk lovgivning fra 1958 med sigte på at kompensere handelsagenten for hans tab som følge af agenturkontraktens ophør. Som det er tilfældet med den tyske godtgørelsesordning, er der i Frankrig oparbejdet en omfattende retspraksis vedrørende retten til og niveauet for skadeserstatning. De franske domstole har i flere domme begrundet tildeling af skadeserstatning ud fra den betragtning, at den er udtryk for de omkostninger, der ville være forbundet med at købe agenturet til handelsagentens efterfølger, eller at den opvejer det tidsrum, der er nødvendigt for handelsagenten for at genoprette det kundegrundlag, som man har berøvet ham.
Erstatningsniveauet fastsættes i retspraksis som den samlede sum af de seneste to års provision eller summen af to års provision beregnet som et gennemsnit af de seneste tre år under agenturkontrakten, hvilket svarer til praksis i erhvervet. Domstolene forbeholder sig dog ret til at tildele erstatning af et andet omfang, når agenturgiveren kan bevise, f.eks. at handelsagentens tab i realiteten var mindre, fordi kontrakten kun var af kort varighed, eller f.eks. at handelsagentens tab var større på grund af agentens alder eller langvarige virke. Erstatningen beregnes på grundlag af alle vederlag, ikke blot provision, med udgangspunkt i bruttotallene. Der skelnes ikke mellem gamle og nye kunder, og grundlaget omfatter særlig provision. Der korrigeres normalt ikke for erhvervs omkostninger. Udestående provision skal ligeledes medtages i beregningen.
Erstatningen opvejer, at handelsagenten har tabt en del af sit marked, og tabet opgøres på det tidspunkt. Der tages således ikke hensyn til fremtidige omstændigheder, såsom agenturgiverens forretningsophør, handelsagentens fortsatte arbejde med de samme kunder eller markedsudviklingen. Det kræves ej heller, af handelsagenten søger at begrænse sit tab.
EU-konkurrenceret
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) art. 101 forbyder konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet praksis mellem virksomheder. Ifølge Kommissionens vejledning for vertikale begrænsninger i samhandelen er sædvanlige agenturaftaler, hvor handelsagentens arbejde består i ren formidling af ordrer, og hvor agenturgiveren bærer den fulde økonomiske risiko ikke omfattet af TEUF art. 101. Handelsagenten betragtes i disse tilfælde som en integreret del af agenturgiverens salgsorganisation, hvor handelsagenten udøver konkurrence på markedet på vegne agenturgiveren.
I de mindre hyppigt forekommende agenturaftaler, hvor handelsagenten f.eks. indgår aftaler på vegne agenturgiveren, finansierer lagerførsel eller på anden vis påtager sig en større økonomisk risiko, må det vurderes fra gang til gang, om handelsagenten er omfattet af TEUF art. 101.